Attraktioner

Alsace kan udforskes på mange måder, til fods, på cykel eller i bil.

Besøger man Alsace for første gang, er vinruten “route du vin” en god måde
at stifte bekendtskab med de mange landsbyer.

Desuden er der gode vandreruter, ofte afmærket af Club Vosgien, Vogeserklubben.
Klubben vedligeholder stier og ruter og udgiver kort. I huset findes flere
vandrekort og bøger om vandreture.

Vandreture i Alsace giver som regel også mulighed for et måltid undervejs. Ferme Auberge er mindre spisesteder, der ofte har lokalt producerede specialiteter som fx honning, foie gras og ost. Man kan nyde specialiteterne på stedet, men også købe dem med. På vandrekort kan der været afmærket “kiosk”, men der er tale om et læskur ofte med udsigt, hvor man kan nyde sin medbragte mad, men ikke købe noget.

I bjergene er der også gode muligheder for at køre på mountainbike. Man kan erobre
Alsace på cykel, og der ses en del cyklister på vinvejen. Vejene er ofte smalle,
og derfor kører de fleste med hjelm.

I bjergene ved Schirmek ligger resterne af den eneste koncentrationslejr i Frankrig, Camp du Struthof. Museet er nyligt istandsat og rummer foruden information om Struthof også beskrivelser af de andre koncentrationslejre under anden verdenskrig. Der er bevaret en barak, krematoriet og en fængselsbygning på området. Afsæt god tid til at se museet og området, og ikke mindst til at fordøje oplevelsen.

I Belfort,der i virkeligheden ligger uden for Alsace, har Bartholdi udsmykket byen med nogle meget store løver. Fra Belfort er der ikke langt til Chapelle de Ronchamps, den berømte kirke tegnet af Corbusier.

Strasbourg er kendt for sin gotiske katedral, området Petit France med gamle huse og kanaler og selvfølgelig Europaparlamentet. I Strasbourg findes også et stort museum for moderne kunst, der ofte har store udstillinger at byde på. Den nemmeste måde at komme ind til Strasbourg på, er at køre til en P+R (Park and Ride), hvor man efterlader sin bil,
betaler et mindre beløb og får sporvognsbilletter til alle i bilen. Tram’en/sporvognen
er let at finde rundt med. Fra parkeringshuset “Rotonde” er der kun 5 min. med sporvogn til bymidten.

Shopping

De større byer i Alsace rummer mange af de samme kædebutikker vi kender fra Danmark, men også en række franske kædebutikker. I Strasbourg findes butikker med dyrere designertøj. Priserne er omtrent de samme som i Danmark.

Badning

Uden for byen Benfeld, knap 30 minutters kørsel fra huset, ligger en lækker badesø med livreddere, sandstrand, omklædning og kiosk.